Minestrygeren M575

Vraget af en tysk minestryger af jern. Den ligger på siden og dækket ligger
mod Sverige.

Dette vrag er der blevet dykket på i mere end 30 år nu, flot er det da også hvis man er lidt heldig med sigten som er meget vekslende, pga. at vraget ligger i et strømfyldt farvand. Alligevel bliver der ved med at dukke fine ting op fra vraget, senest blev skibsklokken på 35 kg. fundet af en både dygtig og ihærdig PADI-dykker fra København. De fleste kan jo heldigvis dykke på et vrag, uden at rage til sig og vraget byder stadigt på mange gode oplevelser, for de dykkere der vil besøge det i fremtiden. Her står eksempelvis en kanon ude foran og her er der også mulighed for at svømme ind og kigge under dæk.

Vraget ligger på sin bagbord side og broen er sunket mere end halvt ned i bunden, den del der er fri er ret ødelagt, man kan dog svømme ind og kigge ud af vinduerne på forsiden af broen, som er lavet af messing !? Bagerst på vraget står endnu en kanon, men den er helt nede i bundniveau og svær at få øje på. I dette område ligger også en del minestrygnings udstyr, de såkaldte “raslekasser”, som kunne få miner til at detonere ved at efterligne skruestøj.

Tysk minestryger med exnr. M – 75, skibet blev bygget på Joh. C. Tecklenborg i Bremerhaven i 1918 og fik byggenr. 294. M-575 var 59 meter lang og på 488 depl.ton. Ombygget under 2. verdenskrig til “Sundsperre” M 575.

1. marts 1945 afsejlede M-575 fra København med kurs mod var varslet storm, hvilket ikke burde give skibet problemer, men efter at de havde rundet Kronborg fik de nordvestenvinden at føle for alvor, og de fik nogle voldsomme vaskere. Da skibet kl 19.25 var på højde med Hornbæk, blev der flere steder meldt om indtrængende vand, bla. fordi der var slået flere skylight og mindre luger i stykker, og kort tid efter besluttede 1.officer på broen, at vende om og sejle mod Helsingør.

Hvad der herefter skete er lidt uklart, men under eller umiddelbart efter denne manøvre, krængede skibet så voldsomt at vandet væltede ned i kedler og maskinrum, hvilket fik skibet til at krænge endnu mere. De voldsomme søer væltede ubønhørligt ned over det nu dødsdømte skib og kun få har kunne nå at fatte hvor alvorligt situationen var, før havet tog dem. Af besætningen på 69 mand slap kun 6 med livet i behold, mange er frosset ihjel uden trøst i det oprørte hav og endnu flere nåede slet ikke ud af skibet inden det sank på 26 meter vand. De næste dage flød mange lig i land i Sverige, og de er begravet samlet på Pålsjö kirkegård i Helsingborg.

Ubekræftigede rygter siger at der under reperation i København, blev lavet sabotage mod skibet, således at det langsomt ville blev vandfyldt under sejlads. Der var også nogle lukkede ballassttanke, som var blevet tømt for vand, hvilket bevirkede at skibets stabilitet var dårligere end normalt.

Copyright 2013 - Kastling Adventures, Byvej 17, 3600 Frederikssund, Tlf: +45 23670670
Top
background

Fragt aftales separat med butikken. Kontakt venligst butikken på telefon: 23670670 Luk